Indlæg i Fyns Amts Avis den 10. februar 2021

UTILSTRÆKKELIGHED

Mandag d. 8. februar kl. 18.15 blev der i kommunalbestyrelsen stemt om hvorvidt man skulle udvide det handelsområde som ellers er vedtaget at skulle gælde for alle andre end REMA1000.

Og det vedtog man uden at sagen var ”tilstrækkeligt oplyst”, som det ellers er nødvendigt i de kredse der tager en vedtaget Kommuneplan alvorligt.

For det første havde man ikke nogen dokumentation for hvad det kommer til at betyde for  beskæftigelsen eller handelsstrukturen på Langeland, - kun løse kommis-antagelser og  en masse mavefornemmelser. Når man går lodret imod en gennemarbejdet COWI-rapport, så må man kunne henvise til en analyse der berettiger en til ikke at følge de angivne anbefalinger.

For et andet var der absolut ingen viden om hvordan det kommer til at se ud. Ingen visualiseringer, ingen tegninger af discountbutikken, ingen undersøgelse af om man sikkerhedsmæssigt må bygge så tæt på elektricitetsværket, ingen analyser af forureningsgraden af gasværksgrunden eller viden om hvem der skal stå for oprensningen.

Og for det tredje var politikerne ikke blevet oplyst om at de 110 nye P-pladser ligger for langt væk fra det eksisterende handelscenter. De nye P-pladser vil kun gavne REMA1000.

Afstande på over 250 meter fra et P-tilbud til en butiksdør er der sikker evidens for værende ”for lange”, - og her bliver der over 400 m. til Østergades butikker.

Der kommer derfor ikke den synergi med de eksisterende butikker som er formålet med den vedtagne og anlægs-fulgte centerafgrænsning.

Michael Martin Jensen, Helletoftevej 25, 5953 Tranekær