Ørstedsparken
Når man kommer fra byen via Nørregade, kan man fra Strandgade ad en lille sti nå frem til Sagers Allé – en gangsti kantet af klippede træer.
Stien var oprindeligt en reberbane, men blev omdannet til promenade, da byfoged Sager (boede i Nørregade 21) i 1870´erne begyndte at omdanne sin private have til Ørstedsparken.
I 1884 forærede Sager parken til ”Rudkøbing For-skønnelsesselskab”, og i 1906 blev parken overtaget af byen. Det ældste mindesmærke i parken er dobbelt-monumentet for H.C. og A.S. Ørsted, rejst af borgmester Sager i 1879.
Der er også en mindestøtte for Sager selv, rejst 1903, et mindesmærke for A.S. Ørsted samt en buste af bysbarnet bibliotekar J. Chr. Bay, Chicago, rejst 1955 af dansk-amerikanere med langelandske rødder. I 2011 blev parken istandsat med ny belysning, skænket af Langelands Elforsyning.