Villa Møllen, Rue 8, er opført 1875 i fornem nyrenæssance-stil. Villaen er en rest af den store dampmølle, som købmand Hans Jørgen Hansen byggede i 1875 – et stort kompleks med fleretages bygninger. Dampmøllen gik dog ikke så godt; og i 1912 blev bygningerne overtaget af Langelands Frøavlskompagni. Alle bygningerne, bortset fra villaen, brændte i 1933 – og så flyttede ”frøavlen” ned på havnen. Hans Jørgen Hansen var søn af købmandsfamilien Hansen i ”Hestehandlergården” (ejere 1827-1887) og startede med at bygge en savmølle bag gården.
Villa Møllen i dag
Gammelt foto af Dampmøllen 1875
Rue. På sydsiden af gaden Rue ligger først en række småhuse fra årene omkring 1890. Derefter kommer en lang række villaer af meget forskellig alder. Den ældste villa, som sammen med Villa Møllen startede Rue som Rudkøbings første villakvarter, er Rue 31, som blev bygget ca. 1900 for landstingsmand I. A. Hansen i fantasifuld schweizerstil. PÅ Rue ligger desuden en række smukke villaer i den nyklassicisme, som var typisk i årene omkring 1915-20, alle tegnet af den dygtige arkitekt Frits Jørgensen i Svendborg. Frits Jørgensen (1882-1961) havde tegnestue i Svendborg fra 1912 og tegnede i Rudkøbing bl.a. Hotel Rudkøbing 1913, ventesalen og pakhus ved Strynø/ Marstalfærgen 1926, det katolske Sct. Bendts Kapel i Brogade 1924 og udvidelsen af sygehuset (i dag rådhus) med ny overlægebolig 1926. Af Frits Jørgensens villaer kan nævnes: Rue 23, ”Lille Tranekær”, bygget 1923 for landinspektør Kruhøffer, Rue 37 (Villa Trolle), bygget 1925 for Telegrafbestyrer Aage Rasmussen og Rue 35, bygget 1914 for lærer Møller Madsen. Og Frits Jørgensens søn, Frits Jørgensen jr. tegnede funkisvillaen Rue 5 A for landsretssagfører Trolle Christensen 1952.
Rue 31
Rue 37