Det glemte teglværksmiljø ved Åsø

I dette og nogle følgende udgaver af ØBOEN vil jeg (Peter Dragsbo) som formand for Bevaringsforeningen beskrive nogle
oversete, måske lidt ”spøjse” kulturmiljøer på Langeland. Det første stykke handler om den glemte
teglværksby i Åsø.
Da ”Generalen” var vendt hjem til Tranekær, startede han en hektisk byggeaktivitet: Ny skole for godsets
børn, ombygning af herskabsstalden, ombygning af kirken samt en lang række boliger til godsets
håndværkere, funktionærer, musikere og teaterfolk. Det krævede byggematerialer, men tegl måtte indtil
da købes fra teglværkerne ved Flensborg Fjord. Derfor grundlagde Generalen også i år 1800 et teglværk i
Åsø. Værket blev bygget, hvor Generalen allerede havde bygget en skibsbro, i kanten af skoven, hvor der
kunne skaffes brændsel. Lergraven blev lagt inde i skoven og skulle også levere ler til det pottemageri, som
Generalen byggede i Frellesvig og som skulle levere urtepotter og lertøj til godset.
Den første teglbrænder var Rasmus Jeppesen, som døde i 1829. Derefter fortsatte enken Marie
forpagtningen, indtil sønnen Peder Jeppesen kunne overtage i 1832. Trods krisen i starten af 1800-tallet var
der en god produktion på Åsø-værket af både kalk, røde og gule mursten, gulvfliser og drænrør. Og
murstenene var både små, i tidens almindelige ”flensborg-format” og lidt større, som moderne mursten. I
1859 blev landbruget og teglværket adskilt; Peder Jeppesen fortsatte landbruget, mens teglværket blev
overtaget af Adam Otto Chr. Ottesen. Under Ottesen gik det rigtig godt; i 1871 var produktionen oppe på
500.000 stk. sten og rør om året, og der var ansat fem sæsonarbejdere – alle fra Lippe-Detmold, hvorfra der
i 1800-tallet kom teglarbejdere til hele Nordeuropa. Sidste store opgave for Åsø-værket var stenene til
genopbygningen af Tranekær by efter branden 1875, og inden 1880 blev det lukket. Den gamle teglovn var
blevet forældet, og Rudkøbing Teglværk var øens nye storleverandør af tegl.
Teglovnen og den dertil hørende kalkovn er borte. Men både den trelængede teglmesterbolig og de tre
arbejderhuse står næsten uændrede siden opførelsen i 1800. Og landingsbroen, hvor der for 100 år siden
var en livlig sejlads med rute-dampskibe og paketter, står fint bevaret ud for den lille P-plads ved stranden.
Alt i alt et usædvanligt godt bevaret kulturmiljø og minde om to nu forsvundne lokale erhvervsgrene:
Teglindustrien og kystsejladsen.