Langelandske herregårdslandskaber

Herregårdene udviklede sig fra middelalderens mange små og store sædegårde. I 14-1500-tallet fik adelen flere og flere privilegier: frihed fra skatter og tiende, og samtidig skilte herregårdene sig ud fra landsbyerne, fik egen jord og ryddede ny jord. Mange små herregårde forsvandt, mens nye herregårde opstod ved skovrydning. Ud over det kongelige slot Tranekær ligger kun Fårevejle og Skovsgård på middelalderlige voldsteder, mens der til gengæld er 5-6 forladte voldsteder i det langelandske landskab. De danske herregårde blev mere og mere storlandbrug med skove, møller m.m. De blev også administrative områder, godser, og har stadig egne ejerlav.

Kernen i Tranekær Slot er fra 1200-tallet og dermed Danmarks ældste beboede bygning – og kernen i Steensgård er fra 1500-tallet. Fra 1700-tallet er der fine hovedbygninger på Broløkke og Søvertorp, men ellers er de fleste hovedbygninger på Langeland fra 1800-tallet: De ældste i klassicistisk stil (f.eks. Egeløkke 1845-46, forhøjet 1890), men flere den tid, hvor adelen ønskede at markere sig med bygninger i historisk stil: Steensgård og Tranekær fik gotiske spir og gavle i hhv. 1836 og 1859-65), mens andre blev nybygget i forskellige former for renæssance: Nedergård 1867, Fårevejle 1870 og Skovsgård 1887.

Ved siden af herregårdene fik Langeland i 1800-tallet en række store proprietærgårde, bl.a. ved sammenlægning af bondegårde. De fik ofte flottere bygninger end de mindste herregårde – f. eks. Frederiksberg, Skrøbelevgård og Havgård, men kan altså ikke kaldes for ”godser”. Og så oprettede nogle af  herregårdene en række avlsgårde med forvalter: Tranekær havde f.eks. Søgård, Nordenbrogård, Tryggelevgård, Nygård, Bjerrebygård, Blegholm, Korsebølle, Pæregård og Grønslettegård. Hjortholm oprettede Rødbjerghavn i 1847, og Steensgård oprettede Charlottenlund i 1842.

Til en rigtig herregård hører en allé. Alléen opstod som idé i 16-1700-tallet, hvor det gjaldt om at vise magt over landskabet. Langelands ældste allé er formentlig alléen, som Frederik Ahlefeldt anlagde o. 1770 mellem kirken og slottet, ifølge sagnet for at undgå en epidemi i landsbyen. Men siden kom der lange alléer til bl.a. Skovsgård, Fårevejle, Egeløkke og Nedergård, mod landevejene ofte markeret ved indkørselspiller eller -sten. Siden fik også proprietærgårdene alléer, som Frederiksberg og Oldenbjerg ved Løkkeby.

Et særligt kapitel er herregårdenes haver og parker. I 1700-tallet gjaldt barokkens idealer med lige gange, klippede lindealléer og terrasser. Rester af dem ses bl.a. ved Tranekær og Broløkke. De fleste parker på Langeland er fra 1800-tallet, hvor den landskabelige have var på mode. Nogle af de flotteste er Tranekærs park fra 1856-57, tegnet af havearkitekten H. A. Flindt, der også skabte parken ved Egeløkke i 1890, samt Nedergårds park fra 1867. Den eneste fredede herregårdshave på Langeland er den ved Søvertorp, anlagt 1853 af C. W. Suhr.

Et helt særligt kapitel er skovene. Efter at de danske skove fik ”rationel” drift o. 1800, oprettede mange herregårde en række huse til skovfogeder, skovløbere og skovarbejdere. I Tranekærs skove ligger der en række fine huse, bygget til skovens folk, og i Hennetved Haver ligger der et smukt lille skovløberhus. Jagten var (og er) en vigtig del af herregårdslivet. Derfor havde mange herregårde jægere, der boede i særlige huse. Et smukt jægerhus ligger ved Åsøvej i Tranekær, og en villa ved Egeløkke kaldes ”Jægerhuset”. Ved Åsø ligger endelig en samling huse i skovkanten. De hørte til det teglværk, Tranekær anlagde i 1800 og som fungerede til 1870´erne. 

Særlig vægt lagde godsejerne på hestestaldene. Den fornemste er herskabsstalden på Tranekær; oprindelig opført i 1760´erne, men 1800 fornyet i klassicistisk stil og atter ombygget af August Klein i 1883 med sit fine loft, flisevægge og spiltove (krybber m.m.) i støbejern. Også Steensgård fik i 1835 en flot herskabsstald i klassicistisk stil med tagrytter (tårn på taget). Til gengæld fik Tranekær ikke driftsbygninger af betydning, fordi driften af det store godskompleks i høj grad var fordelt på avlsgårdene. Selv om der o. 1910 blev bygget nye driftsbygninger ved Tranekær, blev det meste af landbruget i 1900-tallet drevet fra Korsebølle.

Den største gruppe ansatte på godserne var tjenestefolkene, karlene og arbejderne. Tjenestefolk og karle boede som regel i kamre på og ved herregården, mens arbejderne boede med egne familier i små huse. Nogle af dem var ret elendige, som det stadig ses ved Nedergård, og her og der var der ”polakhuse” til de polske roearbejdere, f.eks. ved Fårevejle.  Ved indkørslen til Hjortholm ser man til gengæld en række fine små arbejderhuse fra 1920´erne. Og den socialt bevidste ”teatergreve”, Fritz Ahlefeldt byggede i 1920´erne en lang række kønne arbejderhuse rundt om i landskabet, f.eks. i Bammeskov og ved landevejen nord for Tranekær.

De store herregårde var små samfund i samfundet. I Tranekær opbyggede ”Generalen”, Frederik Ahlefeldt et hof efter slesvig-holstensk forbillede med teaterfolk, specialhåndværkere, musikkorps og tjenere, der fik boliger i bindingsværkslængerne i den nordlige del af Slotsgade. Siden kom der i og omkring slotsbyen huse til alt, hvad man kunne tænke sig for et lille samfund: Gæstgivergård, teglværk, sukkerfabrik, skole, gartner, børneasyl, jæger, skovfoged og skovløbere, posthus, godsforvalter, læge, realskole, sognefoged og politimester. Ved flere af de andre herregårde er der bevaret statelige forpagterboliger, bl.a. på Fårevejle, Egeløkke, Steensgård og Nedergaard, og nogle af herregårdene havde et særligt enkesæde.

Efter loven om lensafsløsning 1919 blev mange godser tvunget til både at udrede ekstraskatter og aflevere jord til nye statshusmandsbrug. Det lykkedes her Langelands største godsejer, Fritz Ahlefeldt på Tranekær, at forhale processen så længe, at han slap ret nådigt. Men i 1926-27 måtte godset aflevere jord til nye husmandsbrug bl.a. ved Holmegård, i Ormstrup og Bøsseløkke, men i modsætning til andre steder var det godsets egen arkitekt, der tegnede husene.