LANGELANDSKE HAVNE

Søndre og Nordre Havn 1947, da erhvervshavnen var på sit højdepunkt med paketfart, "Langelandskorn" og kulpladser.

Oprindelig vendte byen nærmest ryggen til kyst og havn. Eneste forbindelse til havnen var Brogade, mens Ramsherreds små huse for søfolk og fiskere havde haver ned til stranden. I 1850´erne begyndte opfyldningen langs stranden, og 1874-75 blev den første del af Havnegade anlagt. I 1901 blev Havnegade forlænget hen langs Ørstedsparken og det nye villakvarter ved Platanvej. Og syd for byen var Bellevue blevet anlagt 1881 som strandpromenade til en ny badeanstalt, senere o. 1900 bebygget med arbejderhuse. Her lå også Rudkøbing Teglværk i årene 1867-1933.

Søndre Havn var o. 1900-1920 i høj grad en transporthavn for Langelands forbindelser til resten af landet. På Midtermolen var der kajplads og pakhus for Det Sydfyenske Dampskibsselskab, ved sydkajen var der pakhus for paketfarten (fragttransport med småfartøjer i faste ruter), og på ydermolen byggede DFDS, der havde dampskibsruter fra København til provinsen, sit smukke pakhus 1916. Samtidig blev den gamle del af havnen også erhvervshavn: På Nordmolen lå kulpladserne, og ved Nordre Havn byggede ”Langelandskorn” sit første kontor og pakhus i 1901. Og ved Søndre Havn rejstes to store frøpakhuse, efter at det ældre frølager på Rue var brændt. I slutningen af 1930´erne blev den første lystbådehavn anlagt nord for fiskerihavnen, og først i 1989 åbnedes Skudehavnen, den store lystbådehavn. Sejl- og roklubberne fik nye huse, og der blev bygget ferielejligheder og hotel.

I nyere tid har havnen været præget af afvikling: Med åbningen af Langelandsbroen 1962 var det slut med færgerne til Svendborg og jernbanen. Frøfirmaerne lukkede og fragttrafikken var faldende. Men samtidig byggede Langelandskorn tårnsiloen 1961, og da firmaet var blevet overtaget af Emmelev Mølle, afløste den lange ”plansilo” i 1984 de tidligere kulpladser.

Rudkøbing Havn er af historikere beskrevet som et forbavsende intakt eksempel på de gamle provinshavne, som blomstrede i årene 1840-1970. Ved Havnepladsen ligger stadig den store købmandsgård ”Strandgården” og de gamle kornpakhuse fra 1840´erne, og ved Søndre Havn er både paketfartens og DFDS pakhuse bevaret. Ved Havnepladsen har vi også ”Sekskanten” (som har 8 kanter) fra 1914, Havnehuset fra 1894, den tidligere Toldbod fra 1891 og ”Langelandskorns” gamle kontorbygning.

Ved færgelejerne ser vi arkitekt Frits Jørgensens charmerende ventesalen og det tilhørende (desværre forfaldne) pakhus fra 1926 Og om jernbanetiden vidner både den flotte banegård og remisen (i dag Bianca-værftet). Fiskerihavnen med redskabshusene og beddingen er næsten intakt bevaret, selv om skibsbyggeriet lukkede endeligt i 2017. Desuden er der i havnens bagland et malerisk virvar af værksteder og skure, som hører til en ægte havn.

Eneste mislyd er ”Løves Pakhus”, der blev bygget i 2004 – men dog i samme størrelse og højde som det nedrevne frøpakhus. Samtidig blev det andet frøpakhus, ”Punkthuset”, ombygget til lejligheder og desværre skalmuret og pudset. Derudover har lukningen af slagteriet/ Daloon, der eksisterede 1933-2018, givet mulighed for bygningen af pæne rækkehuse på grunden, som samtidig har givet luft til både Badeanstalten og huse på Bellevue. Mht. flere boliger er der jo fortsat muligheder på ”højhusgrunden” – bare ikke et højhus! Og lige nu ligger der spændende planer for en bebyggelse af tømmerhandelsområdet (STARK), mens fremtiden for Danish Agros kompleks med siloerne er uvis, når kontrakten på stedet udløber i 2030. Der er store muligheder, hvis vi slipper for både plansiloen og tårnsiloen!

Meningen med anlægget af ”købstæder” som Rudkøbing var, at handelen skulle samles på særlige steder, hvor man kunne opkræve told. Men her var Langeland et vanskeligt sted. For dels var der langt fra øens ender til Rudkøbing og dels var der masser af kyst. O. 1300 anlagde hertug Erik Langben endda en reserve-købstad på Købingshoved i Lindelse Nor. Desuden lå Langeland tæt ved andre områder, både Hertugdømmerne, der omfattede Ærø, og de nordtyske byer. Fristelsen til at smugle varer uden om tolderne var stor – helt til vores egen tid. Man prøvede at sikre Rudkøbings privilegier, men i 1528 gav man op. Da fik bønderne på Langeland lov til at handle med produkter fra og til deres egne gårde. I 1628 bestemte man dog, at det kun gjaldt bønder med egne skibe. Samtidig udvalgte men tre lovlige havne: Rudkøbing, Ristinge og Lohals. Tidligere havde der også været toldere ved Sandhagen, Magleby, Illebølle Strand og Pæregård. Men hvem kunne kontrollere, hvad skibene tog med – og til hvem?

I 1700-tallet var der ”ladesteder” ved Lohals (med færge til Sjælland) og Ristinge (med færge til Ærø). Men der var også masser af plads til handel med smuglervarer, tilbudt af flittige Marstal-skippere. Desuden havde godserne fra gammel tid ret til selv at handle uden om købmændene. Tranekær brugte Rudkøbing og havde egne magasiner både på Torvet og i Brogade. Men i 1835 beskrev Carl Dalgas, hvordan godser som Korsebølle, Nedergård og Egelykke handlede korn fra ”bekvemme” steder, hvor større skibe kunne gå tæt til kysten – og o. 1800 havde Hjortholm et kornpakhus ved Kædeby Has.

Desuden blev der bygget en lang række anløbsbroer for fragtsejladsen. Langeland havde jo ingen jernbaner før 1911, og først i 1926 åbnede jernbanefærgen fra Rudkøbing til Svendborg. Hvor mange danske egne fik stationsbyer, fik de langelandske sogne skibsbroer. I 1869 stiftedes ”Det forenede Dampskibsselskab for Langeland og Lolland”, som sejlede på ruten Rudkøbing-Svendborg-Lohals-Korsør-Spodsbjerg-Nakskov. I 1875 startede ”Det Sydfyenske Dampskibsselskab” med en konkurrerende rute Spodsbjerg-Nakskov. Desuden stiftedes i 1906 et selskab, der sejlede mellem Marstal, de langelandske havne og København. Men lige så vigtige som dampskibene blev de små fragtskibe, dels skipperne der sejlede efter behov, og paketterne, der sejlede på faste ruter. En af paketterne var A/S Langeland, der fra 1908 sejlede på ruten Marstal-Kædeby Bro-Rudkøbing-Åsø-Dageløkke-Lohals-København. Den sidste paket fra Rudkøbing til København stoppede i 1968.

I Lohals var der i 1700-tallet landingspladser både ved Mabækken mod øst og Østerhuse mod vest. I 1839 byggede tolderen i Lohals en skibsbro af sten, som i 1850´erne fik en læmole. Lohals blev et vigtigt sted for både fragt- og færgesejlads, og i 1860-62 fik Lohals en rigtig havn, samtidig med at Broholm byggede en havn i Lundeborg på Fynssiden. Færgeforbindelsen til Korsør betød bl.a., at Lohals blev et kendt badested – let at nå fra København. Og små fragtskibe fra Lohals sejlede med varer rundt om i de syddanske farvande; den sidste blev solgt i 1971. I dag er Lohals fritidshavn med lidt småfiskeri.

Dageløkke fik skibsbro, da teglværket startede i 1868, og fik rigtig havn i 1897-98. Herfra var der regelmæssig forbindelse til Svendborg, og der kom både toldsted, kro og købmandshandel.  I dag er Dageløkke Havn marina for feriecentret, der blev bygget i 1970´erne på det nedbrændte teglværks grund.

Skibsbroen ved Åsø var anlagt til teglværket, men blev o. 1900 et livligt sted. Både kystdampskibe og jagter lagde til i Åsø, og der var fast sejlads til Svendborg. Den solide skibsbro af sten ved Åsø er velbevaret, og i skovkanten ligger endnu husene fra ”Generalens” teglværk.

Også i Bagenkop var der blevet bygget et par skibsbroer o. 1800. I 1858 fik Bagenkop havn, mest til eksporten af landbrugsvarer. Både Lohals og Bagenkop blev i årene o. 1900 vigtige fiskerihavne, og også Rudkøbing fik egen fiskerihavn i 1909.

Ramshøj/ Ristinge var o. 1900 et befærdet sted. 7-8 småskibe var hjemmehørende her, og stedet blev besejlet af både kystdampskibe og privat paketsejlads til Rudkøbing og Svendborg. Det var herfra skipper Christen Mikkelsen og hans søn Emil sejlede med motorpaketten ”Mjølner” – både den gamle ”Mjølner” og fra 1922 den nye ”Mjølner”, der i dag ligger som bevaringsværdigt fartøj i Rudkøbing Havn. Mikkelsen og søn sejlede via Kædeby bro til Rudkøbing og Svendborg med både grise og passagerer, og på hjemturen med foderstoffer og kolonialvarer. Desuden var der frugtpaket til København og andre steder. I 1929 stoppede ”Mjølner” sejladsen på Ristinge. På samme tid stoppede fragtsejladsen på en række af de små langelandske skibsbroer. Udkonkurreret af Langelandsbanen 1911 og jernbanefærgen til Svendborg 1926.

Hvor de andre langelandske landingspladser enten er forsvundet eller blevet til rigtige havne, har Ramshøj/ Ristinge bevaret den gamle havneform med en ”skibsbro”: En bred kørebro ud i vandet med bolværker samt en lille nyere læmole af sten mod syd til at skabe ly for småbådene. Ser man bort fra asfaltering og spunsvægge af jern, var det sådan Rudkøbing ”havn” så ud inden 1823. Et smukt og historisk sted, hvis småfiskeri forhåbentlig overlever forskelligt EU-bureaukrati og naturfundamentalistiske restriktioner! Samtidig ser man stadig i vandet ud for den gamle landingsplads ved Ristinge by rester af skibsbroen ca. 50-60 m ud i vandet. Et unikt kulturmiljø!