Dobbelthuse, dvs. huse, der ligger med fælles gavl, blev aldrig populære i Danmark, hvor vi altid helst har villet kunne gå rundt om huset på egen grund (uanset hvor snæver passagen så er). I England er dobbelthuse derimod eftertrag-tede; de kaldes ”semi-detached” og betragtes som finere end at bo i et lille hus i en lang række af ens huse. Også i Rudkøbing er der flere eksempler på dobbelthuse eller huse, der er bygget som par. Dobbelthuse efter engelsk forbillede kan bl.a. ses i villakvarteret ved Lindevej-Platanvej, med huset Havnegade 102-104 fra 1912 som et af de smukkeste eksempler. Men også andre steder i byen, og i Lohals og Bagenkop, er der huse, der er tænkt som par.
Havnegade 102-104
På Spodsbjergvej, ved hjørnet af Ringvejen, ligger også to huse, hvor ejerne ser ud til at tænke over helheden. Begge huse er fra o. 1900, byget i tidstypisk ”schweizerstil” med gavlkviste og dekoreret tagudhæng. Begge huse har bevaret deres rundbuede vinduer, og hvor det ene hus har en original dør fra o. 1920, er det tydeligt, at man i det andet hus har isat en nyere dør i samme stil. Lige nu er der stilladser og håndværkere på samme tid på begge huse. Lad os håbe, at husene efter endt istandsættelse stadig danner et smukt par!
Desværre er det ikke altid, husejerne har forstået, at det er så yndigt at følges ad. Hvem kender ikke eksempler på to engang ens huse, hvor det ene har beholdt sit originale tegltag, mens det andet har fået stift tag med stort udhæng og ”hungersnøddefinér” i gavltrekanten. Eller huse, hvor det ene hus er lyst kalket og det andet skalmuret, malet hårrejsende selvlysende. For at undgå en sådan misere har ejerne af det ”engelske” dobbelthus i Havnegade 102-104 derfor for en række år siden tinglyst på hver af de to ejendomme, at ejerne af de to halvdele ved istandsættelse, maling og tagudskiftning skal aftale, at de gør det samme. Ikke nødvendigvis, at huset altid skal være lysegult som nu – men bare: begge halvdele ens.
Spodsbjergvej 39-41, oktober 2020