De fire nordligste huse, nr. 65-71 ligger skråt tilbagetrukket. Umiddelbart kunne man tro, at de følger et ældre vejforløb – men nej: Hvor der nu er forhaver, lå der i 17-1800-tallet en dam, den såkaldte ”Pottemagerdam”. Den slags små damme lå, ligesom landsbyernes gadekær, også i byerne som vanding for alle de heste og andre kreaturer, der færdedes på gader og veje. Den største dam inde i byen var Piledammen ved Nørregade, der forsvandt i begyndelsen af 1800-tallet, men selv på Torvet og Gåsetorvet var der gadekær i middelalderen.
Nørrebro 65-71 – husene ved den tidligere Pottemagerdam
Navnet ”Pottemagerdammen” fik gadekæret, fordi Rudkøbings første pottemagere havde deres hus og værksted herude, hvor der var let adgang til vand. Den første pottemager var Niels Møller Mortensen, som døde i 1816, efterfulgt af Hans Daniel (eller David) Andersen, der fik borgerskab som pottemager 1823. Han døde allerede i 1835, men hans kone Ane, der oprindelig var tysker, fortsatte værkstedet med en svend. Den næste pottemager var Johan Christian Eggert, som fik borgerskab i 1848, men som i 1851 byggede nyt hus med værksted på en mere central adresse i Nygade, i dag Ørstedsgade. I det hele taget er Nørrebro typisk for de ”forstæder” med småhuse, som groede frem udkanten af de danske byer i de gode år omkring 1850 og som ikke mindst er typiske for de fynske byer. Nogle af rækkerne af småhuse blev ligefrem bygget som seriebyggeri af driftige murermestre. På Nørrebro byggede murermester C. M. Christiansen således i 1856 hele rækken nr. 56-62, mens August Weidemann i 1842 byggede alle småhusene på Strandgades nordside.