Grønnegade-kvarteret
Gaderne Grønnegade, Smedegade og Vinkældergade hører til byens ældste gader. Grønnegade har også været kaldt Torvegade og Adelgade; det tyder på, at det en gang var en vigtig gade. Heromkring finder vi også nogle af byens ældste huse. På grund af store bybrande i 1580 og 1610 samt de omfattende ødelæggelser af byen under den store svenskekrig 1658-60 er der dog intet bevaret fra renæssancens tid.
Men i husene Grønnegade 17 og Smedegade 2 ses rester af en stor købmandsgård, som blev oprettet af holsteneren Dines Witt efter 1660. Gården blev opdelt i mange ejendomme i 1823 og en del er siden forsvundet. Til gården hørte småhusene Vinkæl-dergade 5-9; nr. 7 er faktisk fra 1600-tallet, men blev desværre skalmuret så sent som 1981.
Resterne af Dines Witts gård ved hjørnet af Smedegade og Grønnegade
Lige overfor, i Vinkældergade 2, ses i gården resterne af et toetagers gavlhus fra slutningen af 1600-tallet (Kig ind ad porten, men husk: privat ejendom). I sidehuset ses gennemstukne bjælke-hoveder (dvs. bjælkehovederne tappet ud gennem stolperne) – en konstruktion, som gik af mode omkring 1750. Samme konstruktion skjuler sig bag pudset på det lille gamle hus Grønnegade 3.
På hjørnet af Grønnegade og Smedegade (Grønnegade 13) ligger en nyere, men meget smuk lille bygning – byens gamle sprøjtehus, bygget 1834 i fineste klassicistiske stil med pilastre, trekantgavl og det hele. Mesteren for huset var bygmester Frederik Nielsen (1805-75), der fik borgerskab som murermester i 1832, tidsnok til at stå for både sprøjtehuset, den nye borgerskole ved kirken.
Sprøjtehuset fra 1834
Et andet sjovt hus i kvarteret er det røde hus Vin-kældergade 17. Det ligner en garage, men er faktisk bygget i 1903 af Rudkøbing Ligkasse til at rumme de ligbårer, som man brugte til ordentlige begravelser.
Vinkældergade 17. Ligbærerlaugets tidligere vognport